• Business-overblik: Fred i Ukraine kan sætte fut i Europas økonomi

    Source: BDK Finans / 12 Aug 2025 22:16:25   America/Los_Angeles

    Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik! Mødet mellem Ruslands præsident, Vladimir Putin, og USAs Donald Trump kan alt efter udfaldet give medvind til den trængte, europæiske økonomi og muligvis føre til lavere energipriser og højere renter. Det vurderer flere cheføkonomer over for Finans. »Det vil helt klart være positivt for økonomien, hvis der kommer en våbenhvile eller en fredsaftale, og vi kan få slagteriet i Ukraine indstillet,« siger Nordeas cheføkonom, Helge J. Pedersen. Navnlig energipriserne har gjort europæiske virksomheder mindre konkurrencedygtige end blandt andet amerikanske – så cheføkonom Las Olsen fra Danske Bank mener, at den største betydning af en fred eller våbenhvile kan være, at der igen åbnes for russisk naturgas til Europa. Men også større tillid blandt forbrugere og erhvervslivet vil betyde, at vi bruger flere penge end nu, hvor »folk generelt føler, at det ikke går særlig godt«. Status på markederne Dagens vigtige Trump får medvind fra inflationstal – midt i storm. De amerikanske forbrugere står over for en stor indirekte skatteforhøjelse fra Trumps toldmur. Indtil videre er det dog ikke synligt i de officielle tal. Det gør kampen om »troværdig« statistik endnu mere ophedet, skriver Berlingske. ** Amerikanske aktier satte rekord. Amerikanske aktier satte tirsdag aften ny rekord med nye tal for en stabil inflation, som får flere til at tro på, at USAs nationalbank i næste måned vil sænke renterne. S&P 500-indekset vandt 1,1 procent og Nasdaq 1,4 procent og nåede dermed deres hidtil højeste, skriver Financial Times. Onsdag morgen steg aktiemarkederne i Asien, hvor japanske Nikkei tilsvarende satte rekord for anden dag i træk med en stigning på 1,4 procent, skriver Reuters. ** Bestsellers finansdirektør siger farvel. Efter otte år forlader Thomas Børglum Jensen posten som finansdirektør i modekoncernen Bestseller, skriver Finans. Ifølge topchef og ejer Anders Holch Povlsen er en afløser ikke på plads. »Der kommer et tidspunkt i enhver karriere, hvor det er værd at overveje, reflektere og finde det rette moment – både for én selv og for den virksomhed, man er stolt af at være en del af. For os er vi enige om, at det tidspunkt er nu,« siger Thomas Børglum Jensen. ** Europas øverste bankchef: Banker er rustet til krise. De europæiske banker kan klare en dyb og langvarig krise, siger José Manuel Campa, arbejdende bestyrelsesformand for EUs fælles banktilsyn, til Børsen efter en nylig stresstest af bankernes robusthed. Han er dog bekymret for de geopolitiske spændinger med toldkrig og trusler fra cyberaktivister og cyberkriminelle, idet 24 procent af bankerne i EU i 1. halvår 2024 havde mindst ét succesfuldt cyberangreb. Endelig bekymrer det ham, at især udlån overtages af andre end banker. ** Ørsted gav Trump skylden, men er ramt af »en kaskade af dårligdomme«. Donald Trump får skylden for meget – nu også for Ørsteds 60 milliarder kroner store kapitalforhøjelse. Den danske energikoncern peger selv på den amerikanske præsident som årsag til sine vanskeligheder. Men problemerne begyndte længe før Trump, skriver Berlingske. God onsdag! https://www.berlingske.dk/business/business-overblik-fred-i-ukraine-kan-saette-fut-i-europas-oekonomi
Share on,